Femundsmarka 2013

Far og søn klar til tur
Far og søn klar til tur

Min far har ofte snakket om at han godt kunne tænke sig en tur til Femundsmarka. Han havde været der en gang før med en kammerat for mange år siden, og det kunne jo være fedt at komme derop igen. Det kunne jo endda være at man kunne finde det gamle lejrsted ved Korstjønna. Så til min fars 60 års fødseldag gav min kæreste og jeg ham en tur derop. Pga diverse distraktioner fra alle sider gik der dog et par år før planen faktisk blev sat i værk, men i august 2013 lykkedes det. Og det blev en fantastisk tur!

Se også min fars side med billeder og GPS spor.

København - Fredrikstad

Bus fra København til Sarpsborg og blev hentet af Geir der. Stakkels far havde ikke formået at sove i nat, da natten blev brugt på at pakke udstyr. Det blev heller ikke til mere end 3 timer for mit vedkommende. Så vi var begge godt trætte da vi mødtes bag Hovedbanegården for at komme med bussen. Turen gik dog fint og vi fik begge sovet lidt undervejs.

I Sarpsborg fik vi købt de sidste ting til turen hos XXL, såsom mad (frysetørret) og frisk myggeolie. Derefter stod middagen på "hjemmebragt" pizza. Aftenen gik for det meste med at pakke rygsækkene, hvilket nok for os begge var en lidt frustrerende øvelse i umulig logistik og pakketeknik. Men det lykkedes da til sidst at få næsten alt med. Normalt siger jeg at min rygsæk ikke må veje mere end 14-15kg og helst ikke mere end 10-12kg, af hensyn til både komfort, mobilitet og at sækken ikke skal gå i stykker. Men det endte alligevel med at vi begge rendte rundt med omkring 20kg. Puha.. Men vi var begge enige om at der ikke rigtigt var noget som kunne fjernes. Efter et godt bad gik vi i seng lidt over 22. Vi skulle tidligt op dagen efter, igen.

Fredrikstad - Røros

Op kl 06:30, pizzarester til morgenmad, og så afsted. Afsked med Geir, som havde kørt os til stationen. Lidt nervøsitet fra min side, da der mellem Moss og Oslo var indsat busser i stedet for tog, pga. arbejde på jernbanen. Geir havde ellers været i kontakt med NSB som forsikrede at det ville gå fint. Det gjorde det også. Vi fik faktisk en halv times pause i Oslo, rigeligt til at kigge lidt på Operahuset og købe en kop kaffe, i mageligt tempo. På toget havnede vi sjovt nok overfor min og Geirs nabo, som pendler til Oslo. Det var beroligende, for så kunne vi bare følge efter hende. Fra Oslo tog vi videre til Hamar, hvor vi havde godt en time at slå ihjel. Der blev spist et par calzoner fra 7-Eleven, og far fik købt en tandbørste. Billetkontrolløren ombord havde en skægstil som lignede noget fra første verdenskrig. Det var underholdende.

Så videre mod Røros. Ved Røros station var der et eller andet som far vistnok kunne kende. Der var et eller andet specielt ved rækværket på peronnen som virkede bekendt. Efter en lille pause og en kop kaffe plus meget dyr pibetobak bragte benene os de sidste 700 meter til Idrettsparken Hotell hvor natten skulle tilbringes.

Den ældre herre i receptionen talte tydeligvis med dialekt, men det lykkedes mig at forstå det meste af hvad han sagde. Det er klart en fordel at jeg har haft norsk kæreste i seks år. Det var til gengæld sværere for ham at forstå mig, selvom nordmænd ellers generelt synes at jeg er let at forstå, men vi fik da nøglerne til værelset og fik udpeget vejen derop.

Overraskende få myg, havde ikke set en eneste på dette tidspunkt. Vi besluttede at gå en tur op til centrum for at finde noget mad, og på vejen fik vi nærstuderet en generator ved Røros E-verk, hvor der også lå en geocache. Da vi kom op til centrum viste det sig at der var en slags festival igang. Live norsk musik, atletikopvisning, og butikkerne havde længe åbent. Var inde i en vildmarksbutik som godt nok havde mange interessante ting, men ikke noget vi manglede eller havde plads til at slæbe med videre.

Middag blev indtaget på Tufta Kro, som egentlig også var det primære mål for byturen. Rødspætte til far og cheeseburger til mig, begge ok men typisk grillkioskkvalitet. Til desert fik vi tyske pandekager på pladsen overfor kroen. Dvs kokken var tysk, og det er nok også tysk praksis at komme æbler og/eller sukker og kanel på. Pandekagerne i sig selv var nok ligeså norske som de var tyske. Smagte godt, må prøves hjemme en dag.

Pludselig hørte vi kanonskud, trommer, fløjter og højrøstede militærordrer i det fjerne. Vi fulgte lyden og opdagede at der var et skuespil i gang, kaldet Elden (Ilden). Desværre skulle man have billet for at se det rigtigt, så vi måtte nøjes med at se et par brudstykker bagfra. Vi fik i samme omgang nogle flotte billeder af kirken. På vej tilbage kiggede vi efter en cache mere, The Rambler's Home, men fandt den ikke. Gik også forbi busterminalen, så vi ikke skulle bruge tid på at lede efter den og risikere at misse bussen dagen efter.

Røros - Synnervika

Far vågnede en times tid før mig. Jeg havde svært ved at sove, så jeg var godt træt da vækkeuret ringede kl 9 og det var tid for morgenmad. Den oprindelige plan var at vi skulle op senest 7 for så at skynde os at spise og tjekke ud så snart henholdsvis køkkenpersonale og receptionist mødte på arbejde, og derefter haste til busterminalen og nå bussen 08:15. Havde endda fået bekræftet planen med hotellet i forvejen. Men vi var enige om at det ville blive unødigt stressende, så vi valgte at gå efter 14:45 bussen i stedet for. Morgenmaden blev derfor indtaget i et mageligt tempo lidt før 10. Pakkede og checkede ud lidt før 12, og indtog et par is foran det lokale Kiwi supermarked. Sandwich is til mig og Krone is til far, klassiske norske is.

Tænkte lidt for mig selv, at sammen med min far går alt i et mageligt tempo. Det er meget afslappende og faktisk rigtigt dejligt. Jeg er ellers vant til en hverdag hvor jeg tit kigger på uret fordi ting skal gøres til den rigtige tid. Jeg kiggede stadig på uret med jævne mellemrum, men kun fordi bussen jo havde en køreplan som vi måtte forholde os til. Det skulle blive dejligt når vi dagen efter ville stige ombord på MS Fæmund, og det udelukkende ville være solen og den naturlige træthed som skulle diktere dagens gang. Hvad er klokken? Den er irrelevant.

Vi slog tiden ihjel på Tufta Kro med en kop kaffe. Far besluttede sig for at købe sig en ny jakke i en af de vildmarksbutikker vi kiggede på dagen før. Hans gamle var hullet i nakken så det var på tide med en ny. I mellemtiden dryppede det lidt og vejrudsigten for Femundsmarka viste torden, så det var nok en klog beslutning. Jeg blev også selv fristet, men besluttede alligevel at satse på mit gamle regnsæt som Mathias købte i Føtex for flere år siden, og som har holdt mig tør uden problemer mange gange.

5 minutter før afgang var bussen stadig ikke kommet og vi begyndte at blive nervøse for om busholdepladsen foran stationen var det rigtige sted. Jeg gik derfor over til den eneste anden person i nærheden, en pæn ung dame med hund, og spurgte om hun vidste om bussen kørte herfra. Det viste sig dog at hun ikke var norsk. Velvidende at chancen for svar hermed var mindre gentog jeg spørgsmålet på engelsk. "I hope so", svarede hun og vi lo lidt. Hun skulle samme vej som os, med hund og stor rygsæk. Heldigvis kom bussen et øjeblik senere, og så kunne turen endelig fortsætte mod Synnervika. Det var begyndt at regne, så det var dejligt at sidde i en varm bus. Den eneste plan derefter var at finde et egnet overnatningssted ikke for langt fra Synnervika havneplads.

Gæstegården Langen 2,5km nordvest for Synnervika fristede med senge og lokal mad, men afstanden gjorde ikke. 2,5km er ingenting når man går uden baggage. Med 20kg på ryggen er sagen en anden, og hvad der normalt føles som kort afstand bliver pludselig en del længere. Satsede derfor på at slå teltet op lige i nærheden af færgen. At regnen tiltog hjalp ikke, men hvis vi bare kunne finde et egnet lejrsted havde jeg jo både en stor presenning og selvfølgelig teltet, som kunne holde os tørre og varme.

På vej med bussen blev udsigten bare bedre og bedre. Jeg lagde også mærke til at bunden af det varierende skovdække var fyldt med hvad der på afstand lignede blåbær. Hvis det passede ville vi få et godt tilskud frisk frugt til den frysetørrede middag.

Et par våde tyske vandrere blev samlet op af bussen. Det så ud som om de havde tænkt sig at vandre hele vejen fra Røros til Femunden, men at regnen trods solid påklædning var blevet for meget for dem. Eller måske ville de bare spare flere dages vandring langs vejen for hellere at bruge tiden i selve Femundsmarka.

Det gik op for mig at vi faktisk næsten var der hvor min far så længe havde drømt sig hen, og som jeg selv har betragtet som et nærmest utopisk rejsemål. Mindre end en halv time tilbage til Synnervika. Regnen aftog og humøret sted yderligere.

Vel fremme i Synnervika regnede det stadig, så regntøjet måtte på og en teltplads måtte findes. Spurgte en lokal hvor det var tilladt at slå telt op, og svaret var ganske enkelt "hvor som helst." Det kunne jo ikke være bedre. Jeg smuttede op og ind i skoven for at se efter et egnet sted. Skovbunden var noget ujævn, så det var lidt svært, men jeg fandt til slut et ok sted. Hentede far og rygsækkene, og slog lejr der. Regnen kom og gik — det ene øjeblik var der tørvejr, det næste silede det ned. Godt at vi havde min presenning at sidde under.

Man skulle tro at myg ikke kunne flyve i regnvejr, men det passer ikke. Myg var der pludselig mange af, og de kom i bølger. Heldigvis virkede myggeolien fint nok. Myrer var der også mange af. Jeg er vant til dem fra skoven i Fredrikstad så de generede mig ikke stort, men for far var de lidt af en plage. Specielt da nogle af dem fandt vej ind under bukserne. Flåter skal man jo også være forsigtig med, så det var forståeligt nok at hver eneste kildende fornemmelse på huden måtte undersøges nærmere.

Senere på eftermiddagen havde far fundet et andet sted som teltet evt kunne flyttes til. Det var mere jævnt og med en langt bedre udsigt. Det var også midt imellem to stier, så jeg var lidt usikker på den plan. Men til slut endte det med at lejren blev flyttet derop. Så er det godt at have et selvstående telt. Hele teltet, i udslået form, blev ganske enkelt løftet op og båret til den nye plads.

Bjergtaget af bjergene i horisonten.

Synnervika - Haugen gård - Oasen

Tidligt op så vi kunne nå færgen klokken 9. Tog færgen til Haugen gård. Holdt pause ved landgangen og lavede morgenmad over gas. Gik så mod oasen. På vejen kom vi igennem selve Haugen gård, hvor gårdejeren ikke virkede særligt turistvenlig. Vi så et skilt på døren til et af husene med et prismærke, så vi gik nærmere for at se hvad det drejede sig om. "Var der noget I ville? Dette er privat område." Vi undskyldte og skyndte os videre.

Det var en fed oplevelse at ankomme til grænsen til selve nationalparken. Nu er vi her! Og det blev ikke dårligere af at et rensdyr med unge gik en tur rundt om os.

I løbet af dagen holdt vi en god pause ved en sten med en hylde på læsiden. Det blæste en del, så det var dejligt bare at ligge der i læ og kigge op på himlen. Far døbte stenen Jespers Fod, da han tog et billede af at jeg havde taget sandalerne af og luftede de bare fødder.

Senere på dagen, i forbindelse med en anden pause, fandt vi et par fancy solbriller, af den type hvor glasset giver en regnbue-agtig reflektion. Dem fik far. Jeg har før oplevet at få hovedpine når jeg er ude i solen længe, sikkert fordi jeg kniper øjnene sammen hele tiden, og af den grund har jeg som regel solbriller med mig på tur. Far har selv oplevet noget lignende, og det viste sig senere på turen at solbrillerne også lindrede hans hovedpine.

På vejen videre så vi endelig et par træer i horisonten, og vi var enige om at det måtte være Oasen. Det passede godt nok ikke helt med kompasretningen, men det kunne jo være pga. magnetisk avvig. Senere så vi en anden gruppe træer lidt nærmere den korrekte kurs, og tog os til hovedet, "det er jo selvfølgelig der." Men nej, det viste sig faktisk at være en helt tredie gruppe træer som var den rigtige Oase. Det er ikke let at vurdere afstande i landskabet når man ikke er så vant til det.

Det var tydeligt på de udtørrede vandløb at det havde været en tør sommer, men der var stadig vand i søen og i et af de tilløbende vandløb. Og det var tydeligt på de mange dyrespor i området at Oasen blev flittigt brugt af dyrelivet. Menneskene havde også sat sine spor, med en stor bålplads behørigt indrettet med tomme øldåser. Vi valgte at slå lejr i god afstand for ikke at forstyrre dyrelivet.

Teltet blev slået op i stormvejr, og stod overraskende stabilt. Det var dejligt at få lidt læ for vinden, så aftensmåltidet blev nydt i døråbningen på læsiden.

Oasen - "Pausesøen"

Stadig storm. Var næsten ligeså udfordrende at pakke teltet ned som det var at slå det op.

Fandt den markerede sti nordpå mod Korstjønna, som var målet. Efter omkring 1,5km holdt vi pause vi en sø. Jeg gik lidt rundt i området mens far hvilede sig og jeg fandt en anden sø med en høj bred som gav bedre læ for vinden. Fik lokket far med derned, og han tog sig en lur mens jeg plukkede nogle af de utroligt mange blåbær. Der var vist også et par multer — første gang jeg har fundet dem vildt. Nordmænd er helt vilde med de bær. Det blev til en ganske lang pause, men det havde også været en hård dag dagen før.

Jeg fik fyret op i min hjemmebiksede trægasbrænder, i håb om at bruge den til at koge vand. Så kunne vi spare lidt på fars medbragte gas. Det tog overraskende lang tid at få rigtigt gang i den, meget længere end da jeg testede hjemme i baghaven. Og uheldigvis skete der pludselig det som ikke må ske. Da jeg skulle fodre den med lidt flere grene, kom jeg til at skubbe lidt til opstillingen, og det viste sig ganske hurtigt at jeg ikke havde fået stillet den på et tilstrækkeligt jævnt underlag — og både brænder og gryde med næsten kogende vand væltede ud over det hele. Det var på sand så der var ingen brandfare, men det var frustrerende at al den tid var spilt. Men der var ikke så meget at gøre andet end at prøve igen. Fik pustet liv i resterne af gløderne og fik endelig kogt en gryde vand.

Vi havde egentlig tænkt os at gå helt til Korstjønna denne dag, men vi var simpelthen for udmattede, så vi blev enige om at slå lejr på den flade græsplet på nordsiden af søen. Vi fik vist også spist to poser frysetørret mad hver i løbet af dagen, da vi var enige om at en del af udmattelsen ganske enkelt skyltes at der ikke var nok energi i hver pose.

"Pausesøen" - Korstjønna

Jeg stod tidligt op og vaskede mig i en grydefuld koldt vand fra søen, mens far sov længe. Har følt mig lidt klistret, så det var dejligt at blive frisket lidt op.

Mens jeg vaskede mig så jeg pludselig et dyr nærme sig teltet. Først troede jeg at det var en elg og blev lidt nervøs, da den slags kan være aggressive. Og det kunne jo være at fars snorken virkede truende. Det viste sig ved nærmere eftersyn at det nok var et rensdyr, men jeg var alligevel noget usikker på om det kunne finde på at angribe. Jeg stod på sydsiden af søen mens teltet var på nordsiden, så der var omkring 100 meter imellem os. Da dyret ikke bare kiggede på teltet men også begyndte at stampe i jorden trådte jeg i aktion. Gik roligt men bestemt i retning mod dyret og teltet, mens jeg viftede med mit håndklæde for at se større ud. Det må have set tåbeligt ud, halvnøgen som jeg jo var. Og jeg aner ikke om det havde nogen reel effekt, men dyret besluttede sig da for at lunte videre som om intet var sket.

Efter morgenmad og oprydning forlod vi stien og direkte mod Korstjønna. Jeg havde besluttet mig for at teste min stedsans, så jeg undgik at kigge på fars GPS og brugte istedet lidt ekstra tid på at holde øje med landskabet. Mange en sten undervejs blev brugt som udkigspost. Vi fandt også en masse flere multebær. De er slet ikke så sjældne som folk tror. Man skal bare holde sig væk fra stierne, så er der masser af dem.

Undervejs måtte vi henover et ganske sumpet område. Fra en udkigssten med oversigt over området havde jeg set at der var en sti igennem som sandsynligvis var farbar. Der var dog noget som lignede et udtørret vandløb som skulle forceres, og det var umuligt at se på afstand om det kunne lade sig gøre. Men alternativet var en ganske stor omvej, så vi besluttede os for at tage den mest direkte vej. Det sumpede område viste sig heldigvis at være tørt nok til at man sagtens kunne gå der. Man skulle bare sørge for at holde sig til de tørre pletter. Vandløbet var derimod mere udfordrende. Det viste sig at være ganske vådt mudder, og lige netop bredt nok til at man ikke bare kunne hoppe over. Der lå en gammel halvrådden træstamme strategisk placeret henover det, men om den var stabil nok til at gå på måtte komme an på en prøve. Der stod også en gren lodret som inviterede til at blive brugt som holdepunkt, men det føltes ikke som om den havde nogen kontakt med bunden. Far var usikker, men jeg tog chancen. Balancerede ud på stammen og brugte dels min vandrestav og dels grenen i mudderet til at holde mig oprejst. Det gik fint. Far fulgte efter, og det gik også ok, selvom han vist fik lidt mudder på støvlerne.

Endelig ankom vi til bredden af Korstjønna. Vi tog en lille pause, og før vi vidste af det var vi omringet af rensdyr. Fik taget en masse billeder før de luntede videre. Mens far slappede af gik jeg lidt videre op af bredden for at se efter lejrsteder. Og der fandt jeg pludselig alletider sted. Der var en hel håndfuld af kreative bålsteder i sten, plus en flad plet som akkurat var stor nok til teltet. Her skulle vi slå lejr!

I løbet af aftenen fik far fyret op i et af bålstederne. Det var svært, for alt var vådt, men det gik da. Jeg hentede en grydefuld vand så vi kunne få kogt det og få os lidt aftensmad. Der var ikke rigtigt noget godt sted at stille gryden i bålet, da underlaget var relativt ujævnt. Så først måtte far sidde og holde gryden i position, og derefter overtog jeg så han ikke skulle blive helt røgforgiftet. I løbet af min runde besluttede jeg mig for at lægge lidt ekstra brænde på bålet. Balancerede gryden på et par sten mens jeg strakte mig efter brændet, og hører pludselig en mærkelig lyd — en metalisk lyd efterfulgt af et plask, og en sydende lyd. Åh nej, ikke igen! Gryden var væltet, og det næsten kogende vand havde nu næsten slukket bålet. Her blev fars tålmodighed vist sat lidt på en prøve, men jeg fik da et kram alligevel. Og så var det ellers med at få blæst liv i de resterende gløder. Det er jeg heldigvis god til, så der kom hurtigt gang i bålet igen. Og til slut fik vi da også både varmt vand og aftensmad.

Korstjønna - "Jesper Fod" sten

Fik samlet en masse blåbær mens far sov længe. De gjorde godt sammen med to portioner havregrød.

Først tørvejr, så regn, så tørvejr igen på vejen. Det var på tide at komme hjemad. Vi havde ikke formået at finde helt præcis samme sted som far i sin tid slog lejr på, og det fristede at gå rundt om Korstjønna. Men hvis vi skulle undgå stress pga. madbeholdningen kunne vi ikke fortsætte. En mulighed vi overvejede var at gå tilbage til stien, efterlade den tunge baggage og tage en hurtig smuttur mod den nordøstlige tange i Korstjønna. Men som far rigtigt nok sagde, hvis vi gjorde sådan ville vi ikke have tid til at nyde at være der. Og vi kunne jo sagtens komme tilbage en anden gang og gå løs på nordsiden af Korstjønna. Og iøvrigt var det ikke så vigtigt at finde lige præcis samme sted — det vigtigste var at vi faktisk havde formået at komme helt herud i vildmarken, og nyde det i fulde drag uden stress.

På vej tilbage så vi til forveksling et hvidt rensdyr ude i landskabet. Eller måske var det en hvid ged. Svært at se på afstand.

Vi fik også testet min stedsans, og den klarede sig fint. Jeg vil endda påstå at jeg fandt et par genveje i forhold til gårsdagens rute. Og vi fandt også de samme multeområder som vi kom forbi dagen før. Tilbage på stien var det bare at følge vardemarkeringen tilbage mod syd.

Vi ankom til Oasen og holdt en god lang pause, og fik også fyldt vandflaskerne op. For at være sikker på at vandet var sikkert at drikke havde vi indtil nu kogt det over gasblus. Men gasbeholdningen begyndte at svinde ind, og for at være sikker på at have nok gas til at varme vand til aftensmaden gik vi over til at bruge nogle kloroxid (tror jeg det hedder) tabletter. Det er klart en ting vi bør tænke på næste gang.

Fra Oasen gik turen tilbage mod vest og Haugen gård. Efterhånden begyndte klokken at blive mange og det var på tide at finde et lejrsted. Men i dette område af Femundsmarka er der kilometervis af ujævnt og stenet landskab. Vi kom forbi en relativt jævn plads, men uden læ. Jeg var rimelig sikker på at jeg ved "Jesper Fod" stenen havde set et bedre område, så efter lidt betænkningstid tog vi chancen og gik videre

Fremme ved stenen blev det dog klart at jeg havde taget fejl. Der var ligeså ujævnt som alle andre steder. Mens far tog sig et hvil gik jeg derfor af stien og kiggede rundt i området, og der fandt jeg heldigvis, efter en del søgen, en lille flad plet, nok et par hundrede meter fra stien. Det skulle være vores lejrplads for denne nat.

Da det blev mørkt så vi nogle røde blink ude i horisonten, i retning 79 grader. Vi blev enige om at det måtte være på svensk område, men vi fandt aldrig ud af hvad det var. Vindmøller måske? Vi så også et hvidt lys mod vest, men det var sandsynligvis Femundshytta.

"Jesper Fod" sten - plads ved Haugen gård

Vågnede til strålende sol. Fik ladt den ene mobil helt op med solpanelet. Havregrød og nødder til morgenmad. Sammenpakningen blev gjort til lyden af Status Quo.

Afsted mod Haugen gård. Ikke de store begivenheder i løbet af turen, men godt vejr. Forlod nationalparken og kom igennem selve Haugen gård igen. Skiltet som havde lokket os for tæt på husene på vejen ud var nu fjernet. Gårdejeren havde nok opfattet at det var uheldigt placeret.

Nede ved landgangsstedet faldt vi i snak med nogle lokale, muligvis beboere på gården. Fik tip om en sandet lille plads med bålsted et par hundrede meter mod nord langs Femunden. Vi fandt pladsen uden problemer, og gjorde klar til at slå lejr. I mellemtiden var det begyndte at regne, og så var det ellers bare at få teltet og presenningen op i en fart. Vi besluttede os dog for ikke at slå teltet op direkte på sandet, da det ville forhindre sikker brug af bålpladsen, og stillede det istedet på en lille og relativt flad plet nogle meter derfra.

Det skulle vise sig at presenningen igen gav et formidabelt sted at lave mad og i det hele taget slappe af i tørvejr, særligt da regnen tiltog i løbet af aftenen.

Fik kontakt med Geir på telefonen og fik arrangeret billige togbilletter hjem. NSB har et tilbud de kalder Mini Pris som svarer til DSB's Orange. Dvs hvis man bestiller i forvejen over internettet, så kan man være heldig at få nogle helt utroligt billige billetter. Man kan teoretisk rejse hele Norge på tværs for 199kr hvis man er tidligt ude. Det blev vist 448kr tilsammen for mig og far for Røros-Fredrikstad. Alternativet havde været billetter købt på gammeldags maner på stationen, og det havde vist kostet over dobbelt så meget.

Plads ved Haugen gård - Langen gjestegård

Vågnede til mere regn. Vand i teltbunden. Det viste sig at jorden under teltstedet var konkav nok til at der samlede sig regnvand under teltet, og trykket på teltbunden havde presset vand op igennem den.

Pakkede sammen og gik til landgangsstedet for at vente på færgen. Her mødte vi et par svenske fiskere fra Malmø. "Da har ni lang veg hem" sagde de da de hørte at vi var danskere. Det var jo rigtigt nok for i hvertfald den ene af os, men Malmø er da næsten ligeså langt.

Chokolade-turmiks til morgenmad, og så med færgen kl 10:15 til Synnervika via Elgå. På den måde fik vi en rundtur over hele Femunden, og far kunne også få Elgå at se igen. Alternativet var at blive hængende i regnen til færgen kom retur omkring kl 14, og det var der ligesom ingen mening i udover rent økonomisk. Hele rundturen kostede 300kr per person, det samme som en dagsbillet (som vist ellers bruges af folk som kommer fra Synnervika og står af undervejs, for så at blive plukket op samme dag på returruten).

Vafler og kakao/kaffe ombord gjorde godt!

Færgen holdt en halv times pause i Elgå, et kvarter længere end planmæssigt. Skipperen sparer tid ved at springe de landgangssteder over hvor der ikke er nogen som skal af eller på. Derfor et tip til andre som skal med færgen: Sørg for at være synlig på landgangsbroen i god tid, ellers kan det være at færgen sejler forbi.

Den lange pause gjorde at vi kunne gå i land i Elgå og tage en hurtig turisttur. Det var lige nok til at finde en geocache, tage en masse billeder, og bestille en "sik-burger" hver. Har stadig ikke fundet ud af hvad "sik" er for en fisk, men det er nok en sej. Selve bøffen mindede i høj grad om en fiskefrikadelle. Smagte godt og fyldte godt i maven.

Undervejs tilbage mod Synnervika spille mandskabet musik af Femundens Perle over skibets højttaleranlæg. Det er et lille lokalt band, og det gav en utroligt god stemning. Vi faldt også i snak med kaptajnen om musikken, og det kulminerede i at far faktisk fik CD'en. Det må siges at være kundeservice!

Fra Synnervika tog vi bussen mod Røros og stod af ved Langen gjestegård. Vi havde tidligere på dagen telefoneret en booking, så vi var sikre på at de havde plads til os. Her fik vi en hytte som snildt kunne rumme 4-6 personer, med toilet og bad. Middagen bestod af en stor portion elggryde med tyttebærsyltetøj, og multebær med is til desert. Lækkert, og meget mættende! Vi kunne faktisk ikke spise op.

Vi kunne også have overnattet i skoven ved Synnervika igen, men det var nu dejligt at have et sted at tørre alt det våde udstyr, og ikke mindst at kunne spise sig mæt i norsk traditionsmad.

Langen gjestegård - Fredrikstad

Så blev det tid for den lange tur hjem. Morgenmadsbuffeten på Langen gjestegård var sådan set udmærket, men prisen på 100kr synes jeg var noget høj for cornflakes, youghurt, brød og pålæg. Havde vel egentlig forventet noget i stil med gårsdagens præstation.

Afsted med morgenbussen til Røros, med stille reflektion det meste af vejen. Jeg brugte tiden på at sortere billeder på kameraet, så jeg slap for at gøre det senere.

I Røros havde vi nogle timer at slå ihjel både før og efter billetkontoret åbnede. Der blev købt frisk tobak, kigget i vildmarksbutikker igen, og fundet en masse geocaches. Vi tog bl.a. en multicache som startede ved stationen og førte os rundt i byen før den ledte os tilbage til stationen.

Endelig kom vi med toget til Hamar, hvor vi havde et par timer mere at slå ihjel. Det passede fint med tidspunktet, for det var lige omkring middagstid. Efter lidt vurdering af 7-Elevens tilbud kom vi i tanker om at fars GPS måske kendte til nogle restauranter. Jo da, den kendte en Peppe's Pizza lige i nærheden, så den satte vi som mål. Men sjovt nok, næsten bogstaveligt talt rundt om hjørnet, lå der en Dolly Dimple's. De tilhører to ganske udbredte kæder af pizzarestauranter i Norge, og de plejer at være ok. Vi delte en stor og god pizza. Det dårligste var vel tomatsaucen, som virkede som om det ikke var andet end tomatpure frisk ud af dåsen. Den kunne de godt have gjort lidt mere ud af.

Så gik turen ellers videre hjem med pause i Oslo, hvor vi forgæves kiggede efter en cache og ellers bare kiggede på mennesker. Det føltes som lidt af et kulturchok, for på det meste af turen har vi jo slet ikke set andre mennesker, og lørdag aften er Oslo centrum fyldt med mennesker. Havde de ikke været så berusede og haft så travlt med at komme videre ud i byen, havde de sikkert været hyggelige at snakke med, men vi nøjedes med at snakke med hinanden.

Videre med tog til Fredrikstad, hvor vi ankom godt over midnat. Her stod Geir klar med bilen og kørte os hjem. Der blev snakket en masse om turen og vist på kort hvor vi havde gået og slået lejr, men til slut overmandede trætheden os og det var sengetid.

Søndagen gik med at udveksle billeder og GPS spor, og vi tog alle tre en turisttur i Fredrikstad. Bla. fik vi kigget på biblioteket og Gamlebyen på den anden side af Glomma. Sidst, men ikke mindst, meksikansk middag. Mandag var det tid for far at komme hjem til Danmark, med samme bus som vi var ankommet med.

Tak for turen!

Udstyr

Ufuldstændig udstyrsliste

Hvad vi skal huske næste gang

I løbet af turen blev det tydeligt at nogle af de ting vi havde med var værdiløse, og vi kom på andre ting som vi manglede. Så på næste tur skal vi overveje: